[denne side er en bearbejdet udgave af en del af hæftet Flygt fra Musefælden fra 1997]
Hvis øverste del af din Stifinder ser ud som på billedet, kan den viste værktøjslinie skjules via Alt, Vis, Værktøjslinie. Det er foreløbigt ligegyldigt, hvordan mapper og filer vises i den højre rude af Stifinder. Det må du selv om.
Tryk Alt, Vis, Indstillinger og marker som vist.
Inden vi går videre, skal vi lige have nogle begreber defineret.
Microsoft taler i Windows om objekter. Begrebet objekt er ikke noget specielt, blot et ord for de forskellige bestanddele eller elementer, som en computer og dens programmer består af. Windows består af forskellige slags objekter, som tilhører forskellige niveauer. Programmet Stifinder er lavet for at kunne vise og håndtere samtlige objekter.
De forskellige typer af objekter kan beskrives i et hierarki. På billedet ses dette hierarki på min PC, hvilket er logisk opbygget, bortset fra en lille ting, hvor Microsoft har "snydt" i et forsøg på at gøre det lettere for begyndere (se s. 22). Du har måske kun én fysisk harddisk med ét drev, nemlig (C:).
Stifinder viser i venstre rude (se billedet) de forskellige niveauer. Din PC består rent fysisk af en skærm, et tastatur samt en kasse, hvoraf flg dele er relevante i denne forbindelse: et eller flere diskettedrev, en eller flere harddiske indeholdende et eller flere såkaldte drev, måske et CDROM drev, måske en printer, måske et modem, samt andre fysiske enheder (mus mv.). Er din PC tilsluttet netværk, vil du have endnu et ikon, som hedder ANDRE COMPUTERE.
Denne Computer er overniveau for alle disse fysiske enheder. Niveauet PAPIRKURV ligger på niveau med Denne Computer, fordi papirkurven er fælles papirkurv for alle harddiskdrev. Logikken holder ikke helt, thi papirkurven kan ikke opsamle slettede objekter fra disketter.
Lad os repetere de mest relevante objekter i niveaurækkefølge fra øverste niveau:
SKRIVEBORD – Denne Computer – Drev – Mappe – Fil – Genvejsfil
Fra nu af arbejder vi uden mus (næsten). Stifinder åbner typisk i C:\WINDOWS\MENUEN START. Stifinder viser to ruder. Stifinders højre rude er Denne Computer, mens venstre rude som en træstruktur viser alle objekter undtagen laveste niveau: fil. Stifinder kører altså med Denne Computer (som en del af Stifinder) i højre rude. Du kan kun lave noget i enten venstre eller højre rude, ikke i begge samtidigt, men dine handlinger i den ene rude afspejles i den anden rude. Det er som mor og barn, der følges ad. Du kan frit skifte vindue med Tab.
Copyright © 1995-2023 by Michael Maardt. You are on knowware.dk • Contact