[denne side er en bearbejdet udgave af en del af hæftet Flygt fra Musefælden fra 1997]
Skrevet 1997, men meget gælder stadig. Som PDF downloadet flere millioner gange på flere sprog.
En kommentar i 1998 fra en læser, som jeg blev meget glad for: "In my opinion you are doing a great service to the world of Computing".
Brug menuen øverst på siden til at skifte til en anden side !
I sommeren 1997 opdagede jeg nogle taster, som i Stifinder virkede fantastisk. I løbet af kort tid havde jeg fundet flere taster og tastkombinationer, som gjorde, at jeg nu anvender tastaturet ved 90% af mine dagligdagsoperationer – både i normale programmer og i Stifinder.
Microsoft og andre software-producenter er desværre så muse-fikserede, at musen ikke kan undværes. Senere laves der forhåbentlig styresystemer og programmer, der kan betjenes tilfredsstillende med tastaturet alene.
Jeg ved, at et stadig større antal mennesker får fysiske skader af at bruge musen for meget. Forhåbentligt kan denne tekst afhjælpe disse problemer.
Du kan lave langt de fleste normale ting i Windows95 og senere versioner af Windows via Stifinder, og endda med tastaturet.
(1997) Jeg har arbejdet lang tid foran skærmen de sidste par år. Jeg forsøger ved brug af et nyt program at holde øje med mig selv, dvs. mine reaktioner over for programmets virkemåde.
Jeg sidder ofte mange timer foran skærmen og forsøger at beskytte mit fysiske helbred. Derfor har jeg ofret penge på en god skærm og et godt grafikkort. Jeg bruger sandsynligvis min tid således: 70% Word 7, 5% Stifinder, 10% Paint Shop Pro, 5% Excel 7, 10% andre programmer: email, WWW etc.
Jeg har som regel 3-5 programmer åbne samtidigt. Jo flere programmer samtidigt åbne, desto længere tid tager det at finde det rigtige, når jeg skal skifte. Når jeg finder ud af, at jeg i længere tid har haft et program åbent uden at bruge det, lukker jeg det for let at kunne skifte program via Alt+Tab. Jeg skifter aldrig via klik på proceslinien.
Vi kender alle disse tykke edb-bøger, hvor der står en lille væsentlig ting hver 10. side. Jeg holder af den korte, konkrete, praktiske fremstilling. Sagt med andre ord: her gås direkte til sagen. Ikke så mange indledende kommentarer.
Jeg skriver det kun én gang, også selv om det er meget vigtigt, så vær beredt. Du skal måske læse en eller flere sætninger flere gange. Din fordel: hæftet fylder ikke meget.
Mit budskab er kort: lad musen hvile, giv tasterne en chance. Din krop og søvn vil værdsætte din indsats. Husk to ting: 1: Øvelse gør mester og 2: Ting tager tid (bla. indlæring af nye vaner).
Du ønskes god fornøjelse med læsning og genvejstaster!
Michael Maardt, okt. 1997, publiceret som websider april 2010 næste side
Copyright © 1995-2023 by Michael Maardt. You are on knowware.dk • Contact