
Edb-hæfternes historie, side 1 af 8Michael Maardt, 2003 16. april 1993 udkom i Danmark et lille hæfte på 48 sider med titlen "Brug din PC optimalt". Dette blev begyndelsen til en lille revolution på det danske marked for computerlitteratur. I 1991 og 1992 hjalp jeg nogle venner med at få deres PC til at virke ordentligt. Jeg besøgte en del mennesker og fandt ud af, at jeg lavede og fortalte næsten det samme hver gang. De havde de samme problemer: kunne ikke finde dokumenterne igen, kunne ikke få maskinen til at makke ret, forstod ikke besynderlige fejlmeddelelser, kunne ikke få bestemte programmer til at køre ordentligt. Jeg besluttede mig for at skrive nogle sider til mine venner, så jeg slap for at sige og gøre det samme hver gang. Jeg startede med at skrive om det måske mest geniale PC program, der nogensinde er lavet: Norton Commander i DOS versionen. Jeg skrev nogle sider, der mindede om kursusmateriale eller øvelser. Derefter gik jeg i gang med at studere noget af det mest tåbelige, der blev lavet til en PC, nemlig to filer, der skulle ligge et bestemt sted på harddisken, og styrede ret så meget på computeren. De to berømte og berygtede filer hedder config.sys og autoexec.bat. De 2 startfiler Jeg begyndte at læse DOS manualen - dengang DOS 5 - og forsøgte at finde litteratur om disse to filer. Det fandtes ganske enkelt ikke på verdensplan. Ingen havde formået at forklare betydningen af de forskellige linier i disse filer på en for mig tilfredsstillende måde, så jeg gik i efteråret 1992 i gang med at studere de forskellige linier. Jeg rettede i filerne, bootede min PC, og prøvede at forstå resultatet. I flere måneder lavede jeg ikke andet og har sikkert bootet min PC flere tusinde gange. I februar 1993 i London løb jeg heldigvis på en bog, hvis forfatter tilsyneladende havde haft den samme nysgerrighed og interesse som mig selv. Manden hed John Goodman, boede i Los Angeles, og havde fået udgivet i digert værk på 1.000 sider med titlen "Memory Management for all of us". Da jeg kom hjem, læste jeg den med stor interesse på 14 dage, og var så begejstret, at jeg ringede til ham, og i de følgende måneder havde vi nogle interessante samtaler om diverse aspekter af nyhederne i DOS 6. Jeg havde nu tilstrækkelig teknisk viden til at kunne skrive om, hvordan en PC virkede, hvad angik DOS, den interne hukommelse og de to besynderlige filer config.sys og autoexec.bat. Jeg forsøgte at komme ind bag ved logikken, prøvede at forstå, hvordan producenterne af DOS havde tænkt, da de fastlagde reglerne for computerens virkemåde. Efter at have fattet det meste af det, forsøgte jeg så at skrive nogle rimelig konkrete sider med eksempler på linierne i de to startfiler, så andre kunne bruge det til noget! |
Sidst opdateret: 11.03.2010